Cybersikkerhed handler om at beskytte mennesker, virksomheder og systemer mod cyberkriminalitet og cyberangreb. I takt med at verden bliver mere og mere digital, så bliver vi også mere sårbare.

Vi er særligt sårbare, fordi der ikke er nok, som er uddannet til at arbejde med cybersikkerheden. De mangler nu og de vil mangle endnu mere i fremtiden!

Her kan du se nogle af de områder man arbejder indenfor, når man arbejder med cybersikkerhed.

CYBER FORENSIC

Cyber forensics et et specialområde inden for kriminalteknik, der bruger efterforskningsprocesser til at indsamle, analysere og præsentere digital beviser. 

Cyber forensic eksperter, er en slags computer-retsmedicinere, der bruger en række software og andre applikationer til at hente, identificere og udtrække data, endda data, der ofte er skjult eller slettet.

Digitale beviser på computere kan være udfordrende at arbejde med. Selvom nogle data kan være synlige, så er en stor del af arbejdet at finde latente eller skjulte data inde i en computers systemer. Uanset om det er åbent eller skjult, så er opgaven at: opdage, indsamle, analysere de digitale beviser.

SIKKERHEDSARKITEKT

En sikkerhedarkitekt – eller softwareudvikler som de kaldes – er dem, der sørger for at alle de systemer vi bruger online hver dag er sikre. Det er dem, der bygger cybersikkerhed ind i vores mobiltelefoner, computere – vores streamingtjenester og mange andre steder.

De er kreative, de er gode til at se hvordan vores online behov udvikler sig og de finder hele tiden nye løsninger, så de cyberkriminelle ikke får en chance.  

NETVÆRKSANALYSE

Netværksanalyse er megaspændende – det er for dem, der kan holde fokus og holde hovedet koldt.

Det er real-time analyse, hvor du overvåger og analysere aktiviteterne på nettet, mens de sker. Det er netværksanalytikerne, der er det første forsvar mod cyberangreb.

white hat / etisk hacker

I det her tilfælde er det lovligt at hacke. En hacker har “license to hack” og arbejder for eksempel med at kvalitetsteste online systemer for, om de kan hackes.

En white hat er proaktiv og arbejder på at optimere cybersikkerheden.

CYBERANALYTIKER

En cyberanalytiker kommer på banen, når der har været en angreb – f.eks. et virusangreb. Deres opgave er at undersøge et virusangreb. At skille virus i atomer, at analysere det og om muligt finde ud af, hvem der har lavet det.